Vandløb i dis

Håndtering af vand i Egedal Kommune

Klimaforandringerne kalder på handling. Derfor skal vi i gang med at klimatilpasse Egedal med borgerne som vigtige medspillere. Følg med i projektet her på siden. Vi tilføjer løbende information til siden i takt med at projektet skrider frem.

Klimaforandringerne giver store udsving i vejret. Våde somre og vintre i kombination med et ofte tørt forår stiller nye krav til den måde, vi håndterer regnen på og indretter vores lokalområder og byrum. Derfor har Egedal Kommune besluttet at sætte gang i klimatilpasningen af kommunen med borgerne som vigtige deltagere. 

Afløbssystemet har allerede i dag svært ved at følge med de stigende mængder regn – og udfordringerne bliver kun større i fremtiden. Egedal Kommune har derfor vedtaget at sætte gang i en plan for klimatilpasningen i hele kommunen med Ølstykke-Stenløse som det første lokalområde. Som kommunens forsyningsselskab er det Novafos, der skal undersøge forskellige scenarier for, hvordan vi kan håndtere regnen, så vi også i fremtiden har et levedygtigt lokalsamfund med natur omkring os i balance.

Bred borgerdialog fra begyndelsen

Som en del af projektet har Novafos engageret We Do Democracy til at facilitere en omfattende borgerdialog, som skal sikre, at borgernes lokale viden og engagement kommer bedst muligt i spil. We Do Democracy er førende i at sikre en demokratisk og repræsentativ inddragelse, hvor så mange stemmer som muligt bliver hørt. Processen kommer blandt andet til at omfatte en borgersamling, hvor deltagerne vælges repræsentativt på tværs af hele kommunen og gennem lodtrækning. Borgersamlingen skal sammen med eksperter udarbejde anbefalinger til projektet. Borgersamlingen kommer til at fungere i foråret 2025. 

Hvad er en borgersamling?

I en borgersamling arbejder en gruppe repræsentativt udvalgte borgere med en række temaer og mulige løsninger på et komplekst, og for politikerne svært spørgsmål. Borgerne mødes over flere dage og weekender. Her indgår man i rådslagning med de andre borgere, får viden fra eksperter og input fra andre borgere og interessenter.

På den baggrund arbejder borgersamlingen inden for et givet mandat og svarer på en kerneopgave. Det overordnede mål er at udarbejde konkrete anbefalinger til opdragsgiveren, offentligheden og beslutningstagere.

En borgersamling er et demokratiformat, hvor borgernes arbejde er deltagelses-, videns- og dialogbaseret. Borgersamlingens medlemmer findes gennem en bred borgerlodtrækning, der tager højde for en række udvalgte parametre såsom køn, alder, uddannelse og bopæl. Dette sikrer, at borgersamlingen spejler befolkningen i resten af samfundet, og at mange forskellige perspektiver kan bringes i spil.

Borgersamlinger er bygget op omkring et såkaldt armslængde-princip. Det betyder, at opdragsgiveren træder tilbage, mens borgersamlingen arbejder og ikke må blande sig i dens arbejde. I praksis overlades ledelsen af borgersamlingen til et uvildigt tredjepartssekretariat, der har til opgave at varetage borgernes rettigheder og læringsproces over et længere forløb. Det giver borgerne mulighed for at arbejde uvildigt, gå i dybden med udfordringer indenfor borgersamlingens kerneopgave og løbende indhente nye perspektiver samt få ekspertviden. En tilknyttet uvildig ekspertgruppe hjælper borgerne i adgang til viden og bistår borgersamlingens arbejde.

Den internationale organisation OECD har indsamlet erfaringer fra en lang række borgersamlinger i hele verden og på denne baggrund udviklet vejledende principper for, hvad der karakteriserer en god borgersamling. Herunder åbne invitationer og kriterier for lodtrækning, borgernes rettigheder og opdragsgivers forpligtelser, herunder mandat, tredjepartsaftale, tid til rådslagning, transparens, uafhængighed og brug af ekspertviden.

Læs om OECD’s principper  

Læs mere om borgersamlinger

Borgersamlingen i Egedal vil blive sammensat af frivillige borgere i kommunen, der udvælges gennem lodtrækning, så gruppen er repræsentativt sammensat i forhold til Egedal Kommunes befolkning og projektet. 

We Do Democracy – en uvildig tredjepart

We Do Democracy skal designe borgersamlingen om klimatilpasningen i Egedal. We Do Democracy leder borgersamlingens uafhængige tredjepartssekretariat, leder samlingerne og skal sikre armslængde og transparens i overensstemmelse med OECD’s retningslinjer. We Do Democracy er ekspertrådgivere i demokrati og deltagelse med udgangspunkt i deliberative demokratiske principper. We Do Democracy har tidligere stået bag bl.a. borgersamling om Middelalderbyen i København, borgersamling om fremtidens Albertslund, borgersamling om FN’s Verdensmål i Rudersdal, klimaborgersamling i Greve og borgersamling om bæredygtigt forbrug. Se eksempler på borgersamlinger

Gitte Møller Jensen

Projektleder
44 20 82 39