Medarbejder på renseanlæg

Brug spanden

Hver anden dag året rundt må vi ud for at fjerne affald i vores afløbssystem og reparere pumper, som går i stykker. Det er både dyrt og dumt, så hjælp os med at passe på kloakken. Tis, lort og toiletpapir skal i toilettet. Alt andet skal i toiletspanden.

Vi tager skraldet, men det koster

Når Novafos rykker ud for at fjerne affald fra vores pumpestationer og reparere ødelæggelserne, er det dig, der betaler. Du ser det ikke straks, men jo flere gange vi bliver sendt på ekstraarbejde, jo højere bliver din regning for at komme af med spildevandet.

Hver anden dag året rundt rykker vi ud med mandskab og slamsuger. Vi møder op dag og nat – hverdag, weekend og helligdag. Det koster i gennemsnit 8.500 kr. per gang.

Mød 4. A på Måløv Renseanlæg  

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
Hvad må komme i toilettet?

Tis, lort og toiletpapirpapir må komme i toilettet. Vådservietter, engangsklude, vatpinde, hår, tamponer, bind, kontaktlinser – og alt andet affald skal i toiletspanden. 

Olie og fedt – hvor skal det hen?

Stegefedt størkner. Sammen med engangsklude, vatpinde, hår og tamponer samler det sig til store klumper og sætter sig fast i vores ledningsnet og pumper. En anden ulempe er, at fedt i kloakken lugter og tiltrækker rotter.

Fedt skal smides ud sammen med andet madaffald. Brug evt. en ekstra pose, når du hælder fedt i madaffald. Madolie kan du hælde tilbage i emballagen og smide i restaffald. 


Hvad sker der, når affaldet havner i kloakken?

Når du trækker ud i toilettet, starter spildevandet sin rejse mod renseanlægget. Undervejs bliver spildevandet hjulpet på vej af pumpestationer. Det er typisk her, at hår, vatpinde, vådservietter og klude sætter sig fast og ødelægger pumperne. Når det sker, må vi ud med en slamsuger for at fjerne forstoppelsen og reparere ødelæggelserne. 

Hvem har ansvaret for afløbssystemet?

Som grundejer har du ansvaret for afløbssystemet på din egen grund. Får du en forstoppelse her, kan du være nødt til at betale et firma  for at løse problemet. Hvis forstoppelsen forhindrer dit spildevand i at løbe til hovedkloakken, risikerer du, at det stuver op og giver oversvømmelse i din kælder.

Novafos har ansvar for hovedkloakken, der som hovedregel løber ude i vejen.  

Hvor kan jeg få mere viden om at passe på kloakken?

Læs mere om, hvordan du passer på kloakken på www.bolius.dk.