Miljøvurdering

Forslag til afgrænsning af miljøvurdering af Plan for ny rensestruktur for Egedal, Frederikssund samt dele af Ballerup, Furesø og Herlev Kommuner. Novafos er i gang med at udarbejde en plan for en ny rensestruktur for Egedal, Frederikssund samt dele af Ballerup, Furesø og Herlev Kommuner. Planen består i at etablere et nyt fælles renseanlæg – et vandressourcecenter – til erstatning af de ni eksisterende renseanlæg Frederikssund, Slangerup, Hyllingeriis, Neder Dråby, Tørslev, Måløv, Slagslunde, Stenløse, Ølstykke.

Det er vurderet, at planen er omfattet af miljøvurderingsloven og derfor gennemføres der en miljøvurderingsproces sideløbende med udarbejdelsen af planen. Det betyder, at planen for ny rensestruktur vurderes i en såkaldt miljørapport, som offentliggøres samtidig med planen for ny rensestruktur.

Proces for miljøvurderingen

Inden miljørapporten udarbejdes, skal miljøvurderingens omfang og indhold afgrænses i et afgrænsningsnotat. Berørte myndigheder bliver hørt om dette forslag til afgrænsning. Novafos har vurderet, at følgende myndigheder kan være berørte myndigheder: Kommuner: Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Halsnæs, Herlev, Holbæk, Lejre, Odsherred og Roskilde.

Statslige myndigheder mv.: Banedanmark, Energistyrelsen, Forsvaret, Fiskeristyrelsen, Kystdirektoratet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Plan- og Landdistriktstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Vejdirektoratet, Vikingeskibsmuseet, Kroppedal Museum, Museum Nordsjælland, ROMU Roskilde Museum.

Den nye rensestruktur medfører ikke grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og der foretages derfor ikke en høring af berørte stater.

Efter høringen af berørte myndigheder inddrages eventuelle høringssvar, og den endelige afgrænsning af miljørapportens indhold fastlægges. Miljørapporten udarbejdes sideløbende med planen for ny rensestruktur, og begge dokumenter fremlægges i en mindst otte ugers offentlig høring. Høringen vil blive offentliggjort på Novafos’ hjemmeside.

Efter den offentlige høring inddrages eventuelle høringssvar, og der udarbejdes en sammenfattende redegørelse, som beskriver, hvordan miljøhensyn er inddraget i planlægningen. Den sammenfattende redegørelse og Plan for ny rensestruktur for Egedal, Frederikssund samt dele af Ballerup, Furesø og Herlev Kommuner offentliggøres derefter.

Tidsplan

Den foreløbige tidsplan for plan for ny rensestruktur og tilhørende miljøvurdering er:

  • December 2023: Afgrænsningsnotat sendes i høring hos berørte myndigheder.
  • Sommer 2024:  Plan for ny rensestruktur og miljørapport i offentlig høring.
  • Efterår 2024: Udarbejde sammenfattende redegørelse.
  • Ultimo 2024: Beslutning af Plan for ny rensestruktur for Egedal, Frederikssund samt dele af Ballerup, Furesø og Herlev Kommune med miljøvurdering .

Miljøvurdering af den nye rensestruktur gennemføres efter reglerne i miljøvurderingsloven med senere ændringer: LBK nr. 4 af 3. januar 2023. Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Miljørapport, sammenfattende redegørelse og eventuelle rapporter og miljøoplysninger, som er anvendt til miljøvurderingen, offentliggøres på denne side.

Har du spørgsmål?

Hvis du har bemærkninger eller spørgsmål til processen, er du velkommen til at kontakte:
Malene Holm på vrcrf@novafos.dk.